Hovedstaden i Iran

Teheran

 

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Teheran er hovedstaden i Iran og hovedby for provinsen af samme navn. I 2005 beboedes selve byen af ca. 7,3 mio. mennesker - med omkringliggende forstæder ca. 12,15 mio.

Hovedbyen er desuden vigtig, da over halvdelen af landets industri er placeret her. Således produceres der her både elektronik, tekstil, cement og biler. Der dyrkes desuden en del sukker i området. Byen er også et førende center inden for salg af tæpper og møbler.

Teheran er en spredt by ved foden af Alborz-bjergene, med et enormt netværk af lande- og hovedvej uden sidestykke i det vestlige Asien. Det er også center for landets jernbanenetværk. Byen har talrige store museer, kunstcentre, paladser og kulturelle centre.

I det tyvende århundrede stod Teheran over for en stor migration af folk fra hele Iran, inklusive de etniske og religiøse minoriteter, såsom aserbajdsjaner, armenier, assyrer, kurder, mazandariner, jøder, bahai og zarathuster. Byen er fyldt med historiske moskeer, kirker, synagoger og zarathustriske ildtempler.


Forrige side: Hovedstaden i Indonesien
Næste side: Hovedstaden i Irak