Hovedstaden i Sverige

Stockholm

 

Stockholm er hovedstad i Sverige og landets største by. Navnet stammer formodentlig fra de forsvarsanordninger af stokke, som man havde anlagt ved nogle små holme, hvor Mälarens ferskvand og Østersøens saltvand mødes. Byen ligger delt i to svenske landskaber, den sydlige del i Södermanland og den nordlige del af byen i Uppland. I gammel tid har byen været let at forsvare med Stockholms skærgård som en effektiv naturlig forhindring for fremmede flåder, og med byens centrale dele placeret på øer, hele den gamle bydel Gamla Stan er således beliggende på en ø midt i byen. Byens nærhed til vandet og dens mange øer og broer har også givet den tilnavnet "Nordens Venedig".

Stockholm ligger på den svenske østkyst, centreret omkring søen Mälarens udløb i Østersøen. Slussen, en sluse midt i Stockholm by, adskiller det ferske søvand fra det salte havvand. Byens drikkeforsyning består af renset vand fra Mälaren, og søens høje vandkvalitet muliggør laksefiskeri næsten helt inde i byen.

Den centrale del af byen ligger på fjorten øer, der forbindes ved hjælp af 54 broer. Øerne er en del af den stockholmske skærgård, der strækker sig langt ud i Østersøen og omfatter over 20.000 øer og skær. Det geografiske centrum er rent faktisk placeret midt i vandet i Riddarfjärden

Administrativt er byen en kommune i Stockholms län med 795.163 indbyggere 2007. Byområdet (på svensk tätorten) har 1.252.020 indbyggere (2005). Storstockholm, der ifølge det svenske statitiske institut er det samme som Stockholms Län, har 1.949.516 indbyggere i et område på 6.519 km².

Stockholm er sæde for Sveriges regering og riksdag, desuden har Sveriges statsoverhoved, kong Carl XVI Gustaf, sin residens på Stockholm Slot.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi